

Motionsklubben af 1945
2800 Kongens Lyngby
Vedtægter
§ 1. Foreningens navn og adresse.
Foreningens navn er Motionsklubben af 1945 og dens hjemsted er Lyngby-Taarbæk Kommune.
§ 2. Foreningens formål og idégrundlag.
Foreningens formål og idégrundlag er at virke for udbredelsen af og kendskabet til motion for
personer over 18 år, samt skabe grundlag for et socialt liv, og via det forpligtende aktivitetsbaserede
fællesskab, at give medlemmerne lyst til og mulighed for at engagere sig aktivt i samfundslivet og
tage medansvar og derved styrke folkeoplysningen.
§ 3. Foreningens medlemmer.
Som medlem kan optages enhver person over 18 år, der kan tilslutte sig foreningens formål og
idégrundlag. Enhver, som har betalt kontingent til foreningen og som tilslutter sig foreningens
formål og idégrundlag, er medlem af foreningen. Et medlem, som ikke respekterer nærværende
vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes
af foreningen. En eksklusion skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling, hvor
sagen sættes på som et særligt punkt, hvor 2/3 af de fremmødte skal stemme for eksklusionen.
Medlemmet, der af bestyrelsen er ekskluderet, har ret til på generalforsamlingen at fremlægge sine
synspunkter.
§ 4. Foreningens bestyrelse.
Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer. Valg til bestyrelsen sker for 2 år ad gangen. Genvalg
kan finde sted. Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem af foreningen over 18 år. Bestyrelsen
konstituerer sig selv med formand, næstformand/sekretær og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv
sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.
§ 5. Foreningens regnskabsår og kontingent.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Fuldmagt til foreningens bankkonto har formanden og
kassereren. Kontingentet for aktive medlemmer fastsættes på generalforsamlingen og forfalder for
en af bestyrelsen fastsat periode. Bestyrelsen kan fritage et medlem, der skriftligt indgiver begæring
herom, for betaling af kontingent, hvor særlige forhold taler herfor. Fritagelsen kan dog højst gives
for 1 år ad gangen.
§ 6. Foreningens generalforsamling.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker med 14 dages varsel. Sager, som ønskes behandlet på
generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen finder
sted. Generalforsamlingen afholdes inden udgangen af marts måned.
§ 7. Generalforsamlingens dagsorden.
1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning
3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
4. Fastsættelse af kontingent
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af bestyrelse
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelt
Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved
personligt fremmøde. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de
fremmødtes antal. Opløsning af foreningen kan dog kun ske efter bestemmelserne i § 10.
§ 8. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller af halvdelen af foreningens
medlemmer med 30 dages frist.
§ 9. Vedtægtsændringer.
Ændringer af foreningens vedtægter vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de
fremmødte medlemmer stemmer for ændringen. Ændringsforslag skal være indsendt til bestyrelsen
mindst 8 dage før.
§ 10. Opløsning af foreningen.
Opløsning af foreningen kan kun vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 2/3
af det samlede medlemstal er fremmødt. Opløsningen vedtages, hvis 2/3 af de fremmødte
medlemmer stemmer for Er dette ikke muligt indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med
foreningens opløsning som dagsordenspunkt. Opløsningen kan vedtages, hvis 1/3 af de fremmødte
medlemmer stemmer for forslaget. Ved opløsningen af foreningen tilfalder foreningens midler
almennyttige formål i Lyngby – Taarbæk Kommune.
• Vedtaget på Motionsklubbens generalforsamling den 20. marts 2014
• Revideret den 5. maj 2014 på en ekstraordinær generalforsamling
• Ændringer / tilføjelser vedtaget på ordinær generalforsamling den 17. januar 2024